Stiftet Rundt
Biskop Niels Henrik Arendts beretning ved Stiftsmødet den 7. september 2007
Den 1. januar blev Haderslev Stift en del større. Vi fik 13 nye sogne + 1 valgmenighed og 13 nye præster, og vi afgav 2 sogne og 2 præster til Ribe Stift. Lad mig indledningsvis byde velkommen til jer fra de nye sogne, der er med til stiftsmøde og stiftsgudstjeneste for første gang. Vi har allerede lært jer at kende gennem besøg og gennem hverdagens kontakter, og for stiftet og provstierne har disse første måneder været en meget positiv erfaring.
Kirkens opgave
I denne sommer har Folkekirken i Danmark fået sin første plan for nedlæggelse af kirker. Landene omkring os har allerede været i gang i en snes år. Den engelske kirke regner med flere tusinde kirke-lukninger i løbet af nogle få tiår. Tilsvarende i Holland, Tyskland, Frankrig. Lukningerne er et iøjnefaldende udtryk for den ændrede status for kristendommen i hele Vest-Europa. ”Institutionen kirke” er i tilbagegang, medlemstallene falder – uanset at den religiøse interesse er betydelig. Der er ingen grund til at forvente, at det skulle gå væsentlig anderledes i Danmark, selvom udviklingen øjensynligt går lidt langsommere her. Kristendommen flytter mod syd og øst.
Situationen kunne give anledning til kirkelig bekymring, og betænkelige ansigter ses da også her og der. Men bekymring er en meget lidt konstruktiv tilgang til kristendommens ændrede situation – hvortil kommer, at bekymring på Vor Herres vegne er en meningsløshed. Og kirkens fremtid er vel først og fremmest Hans sag.
Mig forekommer det mere frugtbart, dels at være realistiske omkring de reelle forhold, dels at besinde sig på, hvad der er kirkens opgave. Det har hidtil i stort omfang været betragtet som hovedopgaven for folkekirken at betjene sine medlemmer. Og det skal den selvsagt – også. Men fastholder man det som folkekirkens første og måske endda eneste opgave, er det udtryk for en statisk indadvendt tænkning om kirken, som hverken svarer til dens kald eller de aktuelle udfordringer. Kirkens grundlæggende mandat er at aflægge et klart, offentligt vidnesbyrd om evangeliet, det gode budskab om befrielsen i Kristus. Hvad der kommer ud af dette vidnesbyrd er mindre vores sag, end at vi aflægger det.
Alt, hvad jeg skal sige i det følgende om folkekirkens situation i Haderslev Stift og i det hele taget, skal ses i dette lys. På hvilke måder har vi arbejdet på at skabe gode vilkår for proklamationen og formidlingen af det kristne budskab?
To store begivenheder
Der er et par store begivenheder siden sidste års stiftsmøde, som falder i øjnene. Det første er stiftsdagen i november ”Kirken ved en korsvej”. Det var den tredje stiftsdag i rækken, og arbejdsgruppen havde virkelig lagt sig i selen, også med henblik på at det ikke bare skulle blive en uforpligtende snakkedag. Så der blev vedtaget en række forslag om samarbejde samt om bestræbelser på at få ”budskabet ud over rampen”. Forsamlingens ”mandat” lå i deltagernes engagement, og derfor kan ingen af forslagene gennemtvinges. Men jeg har kigget dem igennem op til i dag og kan konstatere, at der vitterlig siden stiftsdagen er sket noget på de fleste områder. I en række pastorater er pastoratsråd på vej; der er etableret samarbejdsprojekter på forsøgsbasis; der er en udviklingspulje i stiftet med det nye stiftsfondsbidrag, ligesom de fleste budgetsamråd i provstierne har afsat større eller mindre beløb til udvikling; der er gennemført en frivillig-undersøgelse, hvis resultater publiceres på stiftets hjemmeside i næste uge. Der er også ting, der endnu ikke er lykkedes, men jeg tror, at alle deltagere følte sig meget inspirerede. Jeg håber at forslagene om, at vi også er til stede andre steder end de traditionelle, vil vinde frem. Det er stadigvæk mere eksotiske religionsudbydere, der f.eks. er til stede på bibliotekerne.
Den anden store begivenhed er naturligvis Danske Kirkedage i maj, som med op mod 3000 deltagere alt i alt virkelig blev den fest for eller fejring af kristendommen, som der var lagt op til. Som jeg ser det, har kirkedagene ikke til formål at flytte en hel masse. De skal først og fremmest være et optankningsted, et møde, man drager opmuntret og glad hjem fra, og det blev de også, ikke mindst fordi menighedsrådene i Haderslev Stift bakkede så helhjertet op. Det blev ikke en familie-lejr – det blev en folkefest. Jeg vil ikke fremhæve enkelte oplevelser; dem var der simpelthen for mange af. Men jeg vil fremhæve, at planlægningskomiteen stort set kun havde deltagere fra stiftet selv. Og at vi uden problemer kunne stille med alle de frivillige, der skal til for at bære et sådant arrangement igennem. Jeg tillader mig at være stolt på stiftets vegne, fordi vi har så mange vidende og engagerede mennesker, som vi kan kalde på og som villigt stiller op. Held og lykke til Viborg-folkene, som skal bære stafetten videre.
Nye provstiudvalg
Som følge af ændringerne af provstierne blev der valgt nye provstiudvalg i 6 af de 7 provstier, som vi nu er i stiftet. Stiftsrådet besluttede at mødes med de nye provstiudvalg – det skete en lørdag i maj. Her var der muligheder for at drøfte samarbejde mellem provstier og stift, og et direkte resultat er, at stiftskontoret fra nytår indleder en ”fremrykket” rådgivning i personalesager ude i provstierne, i første omgang i Kolding og Hedensted provstier. Nu kan man simpelthen få besøg på stedet og få ordnet alle papirer og aftaler i et hug. Vi hørte derudover eksempler på praktisk samarbejde mellem store og små sogne på kirkegårdsområdet, noget der også er på vej en række steder i vore provstier. Og så var der mulighed for at drøfte samarbejde omkring indkøb og en lang række andre ting helt nede på det konkrete dagligdags plan. Har det noget med mine indledende bemærkninger om videregivelsen af det kristne budskab at gøre – ja, på den måde at frustrationer, besværligheder og ærgrelser mindskes. Det kan ikke nægtes, at dem er der da en del af i menighedsrådsarbejde.
Præsternes situation
Noget tilsvarende kan man på en måde sige gjaldt den temadag, der blev holdt i november for præster om udbrændthed og sjælesorg. Præstetjenesten er en fantastisk tjeneste, men den er også krævende og slidsom, bl.a. fordi præsterne skal stå mål med forventninger om synlige resultater fra f.eks. menighedsråds-side. Og synlige resultater hører ikke i særlig grad præstearbejdet til. Derfor kan der være grund til at mødes og opbygge hinanden, og det var hvad vi gjorde den dag. Ja, ikke bare den dag, for resultatet blev også at ca. 30 præster mødes i 5-6 ”grupper om tro”. Jeg giver jer alle sammen indblik i denne side af præsternes liv, fordi det giver mig anledning til også i år at understrege, at opbakning til præsterne og deres slid i det daglige er en umådelig vigtig opgave for menighedsrådsmedlemmer. Mens opskruede forventninger, der ikke modsvares af medleven og deltagelse, slider enormt.
Lad mig lige her runde et enkelt omdiskuteret tema af, så vidt det nu er muligt: man er nået langt med præstegårdsvurderingerne, og det har berørt ikke så få præsters økonomi. Jeg mener, at der er kommet en mindre skævhed ind i vurderingerne, og det har jeg gjort kirkeministeriet opmærksom på. Der er kommet nye lempeligere regler for præsters fraflytning af præstegården forud for pensionering; men der er også bysogne, der simpelthen har besluttet at afskaffe en af deres præsteboliger. Og hvis der er nogen af jer, der tror, at så bliver det svært at få ansøgere, må I tro om igen. Der er bunker af ansøgere til stillinger uden tjenestebolig. Det giver unægtelig noget at tænke over, ikke mindst i landsognene, hvor jeg stadigvæk vil mene, at præstegården er af stor betydning.
Temadage om diakoni og tværkulturelt arbejde
Under stiftsrådet er der en række stiftsudvalg, som arbejder ihærdigt på at skabe ide-udveksling og at lade inspirationen løbe på langs og på tværs af stiftet. En temadag i marts om diakoni, altså kirkelig hjælp til de udsatte og ensomme i sognene, havde stor deltagelse. Jeg ser det som et udtryk for, at vi er mere opmærksomme, både på, at ikke alt er godt i vores samfund, og på, at vi faktisk har en såkaldt ”social kapital” i form af fællesskab og frimodighed, som kan omsættes i praktisk hjælp til dem, der har underskud på den konto.
Vi har også for helt nylig haft en inspirationsdag om det tværkulturelle. Her er der bl.a. fokus på de mange kristne indvandrere og flygtninge, som godt kan føle sig hængende frit i luften i det danske samfund, fordi de ikke rigtig kan få øje på en kirkelig sammenhæng at knytte til ved. Jeg havde håbet i år ved stiftsmødet at kunne vise en lille irakisk kristen børnedansegruppe, men det bliver først ved næste års stiftsmøde. Jeg vil godt sige, at det engang imellem undrer mig lidt, at det er så svært at løbe tværkulturelt arbejde i gang, om ikke andet så fordi jeg faktisk tror at man får mere igen på bare lidt længere sigt, end man bruger af kræfter på det. At få disse kristne ind i varmen kan vise sig som en betydelig saltvandsindsprøjtning i nogle af sognene.
Nytænkning i landsogne
En indsprøjtning i form af nytænkning kan der også være brug for i landsognene. Over halvdelen af sognene her i stiftet har under 2000 indbyggere. Er folkekirken død eller levende derude – sådan spørger Kirkeligt Samfund i deres oplæg til en landsdækkende samtaledag i begyndelsen af oktober. Haderslev Stift og stiftsråd tog forskud på samtalen ved et meget velbesøgt seminar sidst i august. Fg. provst Bjarne Christensen, som havde tilrettelagt dagen, gav en indledende oversigt over udkantområdernes problemer med fraflytning, faldende indtægtsgrundlag og pres på institutionernes overlevelse, som jeg tror mange kunne nikke genkendende til. Så hørte vi fra et udpræget udkantsområde på Lolland, hvor menighedsrådene havde valgt at slå sig sammen og at gøre den ene kirke til lejlighedskirke. Samlet havde det skabt både fremgang og frimodighed. Samtalen på seminaret strittede i flere retninger; problemerne kan jo anskues både fra en ressourcemæssig og en teologisk vinkel. Men for de mange pastorater, der ifølge kirkebladene har valgt at tage udfordringen til en sogne-samtale op, var det en god optakt. Og jeg håber også, den gav mod til at drøfte de svære ting og måske endda træffe vanskelige beslutninger
Men hvor er vi på vej hen ? Jeg vil nævne noget af det, der står for.
Stiftsrådet og KUSK
Stiftsrådet har nu fungeret i 2½ år. For at sige det lige ud: det er en krævende forsamling, og det mener jeg i enhver henseende positivt. Der bliver diskuteret, uden at der bliver lagt for meget fingre imellem, og stiftsøvrighed og stiftsmedarbejdere må levere svar, som ingen før har stillet os. Men personligt er jeg altid oplivet af møderne, fordi alle deltagere faktisk har den målsætning, at stiftsrådet skal hjælpe sognene til at få mest muligt ud af deres anstrengelser, men også sommetider skubbe til dem, når der er brug for at flytte sig fra vanetænkning, der ikke længere gavner. Jeg vil tro, at der stadigvæk vil være mange af jer, der vil sige, at I mærker ikke meget til stiftsrådets arbejde, og I skal på ingen måde tvinges til at interessere jer derfor, men netop passe jeres arbejde så godt som muligt. Men både økonomisk og med hensyn til at styrke sognene på særligt udvalgte fokus-områder, gør stiftsrådet efterhånden en meget vigtig indsats. Og så er det altså godt for os på stiftskontoret at få en klar fornemmelse af, ”hvad I tænker derude”. Det er meningen at der skal komme lovgivning om stiftsråd i den kommende folketingssamling, og jeg er sikker på, at vores erfaringer i Haderslev Stift i den forbindelse er værdifulde.
En enkelt konkret beslutning i stiftsrådet vil jeg opholde mig ved. Der er udskrevet ½ million i stiftsbidrag, svarende til i snit 3000 fra hvert menighedsråd til koordination og udvikling af skole-kirke-samarbejdet i stiftet. Det er langt det mest hensigtsmæssige (og også det billigste) at der udarbejdes projekter og tænkes ideer, som kan bruges i alle provstierne. Og skole-kirke-samarbejdet fortsætter med at udvikle sig positivt. Et enkelt eksempel: om 14 dage har man i to dage ”Jesus på Slottet” på Sønderborg slot, og jeg ved at alle glæder sig til mødet med de mange skolebørn. Jeg får lov at være med engang imellem både nord og syd for grænsen, for i Dansk Kirke i Sydslesvig er man også godt med. Og jeg kunne unde mange af jer den oplevelse: spørg jeres præst, hvornår der er store salmesangsdag eller Jesus på slottet eller rollespil – og prøv at gå med. Det er noget, der rykker. Så når vi i 2008 får KUSK, som vi kalder det: Koordination og udvikling af skole-kirkesamarbejdet, op at stå, så kan der ydes yderligere hjælp til dette gode arbejde.
Forklaringen på mine besøg ved skole-kirke-arrangementer syd for grænsen er, at Sydslesvigs danske kirke i år er kommet officielt under Haderslevs biskops tilsyn, så nu går Haderslev Stift på en måde til Ejderen. Men når jeg siger det til min gode kollega i Slesvig, smiler han og siger: ja, og Slesvig stift går til Kongeåen. I virkeligheden er dette et udtryk for, at samarbejdet mellem danske og tyske menigheder nord for grænsen og danske og tyske menigheder syd for grænsen er så frugtbart som nogensinde. Vi kan jo heller ikke løbe fra, at bl.a. vores lutherske kristendomsforståelse er kommet til os sydfra.
Haderslev-artiklerne 2007
I 1537 blev reformationen indført i Danmark. Ti år tidligere havde reformationskongen, dengang hertug i Haderslev, udsendt de såkaldte Haderslev-artikler, der både beskrev den lutherske tro og tillige, hvordan kirken skulle indrettes derefter. Dette dokument blev en afgørende inspiration for reformationen i hele Danmark-Norge. I 2017 er det 500 år siden Martin Luther slog sine teser op på kirkedøren i Wittenberg, og det jubilæum vil også her i Danmark give anledning til megen besindelse. Og nu vover vi pelsen i Haderslev igen. Om en måned ved reformations-gudstjenesten i Domkirken den 7.oktober, altså 10 år før reformationsjubilæet, offentliggøres Haderslev-artiklerne 2007.
Der er ikke tvivl om, at vi vil få på hovedet, og nogen vil spørge, hvad i alverden vi bilder os ind. For det er et forslag til, hvorledes en kristen bekendelse kunne udtrykkes i 2007. Har vi da ikke de gamle trosbekendelser, Luthers katekismus og den augsburgske bekendelse? Jo vist da, og vi vil på ingen måde lave en ny kristen tro. Men når vi nu anvender nye ord om den samme tro, fortæller det, at kirken er levende, og at vi i kirken mener noget og tror på noget i 2007.
Tanken er ikke mindst at sætte gang i en samtale om troen i menighedsrådene og i menighederne. Derfor bliver Haderslev-artiklerne 2007 også trykt og udsendt til alle menighedsrådsmedlemmer i Haderslev Stift, og efter hver artikel, som jo altså kun er nogle få sætninger, kommer der nogle spørgsmål, som kan drøftes i menighedsråd, på sognemøder, i studiekredse osv., alt efter hvad der forekommer mest naturligt. Det er syv præster, jeg har bedt om at udarbejde forslaget, en fra hvert provsti, og faktisk også dækkende den kirkelige geografi.
Det er min opfattelse at kirken til hver en tid bør kunne gøre rede for sin tro, men måske er der mere brug for det nu end nogensinde, og derfor er der også brug for at vi taler derom – og ikke kun bruger tid på at tale om ressourcer og struktur. Så jeg har ikke det mindste imod at vi hvirvler lidt støv op med dette initiativ, men jeg håber først og fremmest, at det sætter gang i nogle spændende samtaler ude i sognene.
En konference om fremtiden
Kirkeministeren synes øjensynlig også, at det kan blive lidt for meget med al den optagethed af økonomi, struktur og lovgivning osv. I hvert fald iværksatte han sidst i august en konference om folkekirkens fremtid, altså noget mere indholdsbestemt.
Nu skal man selvfølgelig ikke foregøgle sig, at kirkeministeren ikke også har en politisk dagsorden, som handler om økonomi, struktur og folkekirkens deltagelse i den effektiviseringsproces, som har ramt hele den offentlige sektor. Og som en har bemærket, så kører det tog videre, samtidig med at en hel masse mennesker fra det kirkelige landskab sad og snakkede.
Som oplæg til konferencen havde ministeren fået en fremtidsforsker til med udgangspunkt i tidens tendenser at forestille sig, hvor vi kirkeligt og folkeligt ville være henne i 2016. Der var fire scenarier: et gik ud på, at det stort set ville være som det altid har været, når det drejer sig om danskerne og folkekirken; nummer to skildrede en mangfoldighed af forskellige religiøse udtryksformer og udtryksbehov, som ville stille krav om stor diversitet i folkekirkens ydelser. Det tredje scenario betonede folkekirkens mulighed for ene af alle at kunne samle danskerne om noget fælles, og det sidste skildrede så en befolkning, der mere end noget andet ønskede oplevelse, brændende engagement, lidenskab for ikke at sige passion af kirken.
Der er ikke tvivl om, at fremtidsforskeren vitterlig peger på tendenser, som allerede gør sig gældende i dag. Og dem er bestemt nyttigt at besinde sig på, fordi kirkens budskab jo altid skal tale ind i tiden. Folkekirken må derfor også være på højde med sin tid, ja, tale tidens og folkets sprog, for at nå hjerterne med budskabet. Alligevel sad jeg tilbage med en lidt tvetydig fornemmelse: gik det hele ud på at markeds-orientere folkekirken, sådan som alle mulige andre institutioner i disse år tvinges til at rette ind efter markedet? Handler det om at give folk det, de beder om eller har behov for? Er det vores succes-kriterium at holde på medlemmerne?
Nu vil jeg ikke gøre kirkeministeren uret - det er ikke sikkert, at han har tænkt i de baner. Men i virkeligheden er det en risiko, som kirken altid løber: at den for at være på højde med tiden – og det skal den – kommer til at løbe efter tiden og tidsånden. Det er også en risiko, som menighedsrådene skal være meget bevidste om for ikke at falde i den populistiske grøft.
Vi skal holde fast i, at kirkens fremtid kan vi hverken planlægge eller kontrollere – i modsætning til alt muligt andet i denne kontrolfikserede tid. Men vi kan gøre dagens arbejde så godt som muligt. Og vi skal holde fast i, at før noget andet er folkekirkens opgave at lade evangeliet få lyd og luft.Det er værre for folkekirken at svigte denne opgave end at miste sine medlemmer, fordi de ønsker noget andet. Vi svigter dem ved ikke at prøve at nå dem, men vi svigter dem også ved bare at give dem, hvad de efterspørger.
Tanken om en markedsorienteret kirke er et mareridt. Men tanken om en kirke, der ikke vil være til stede, hvor mennesker er, og det vil bl.a. sige på markedet, er heller ikke rar. Kristendommen er åben. Dens vidnesbyrd hører til i det offentlige rum. Den skal også frimodigt modsige en tyrannisk tanke som den, at markedet alene skal bestemme alt. Kristendommen er ”demokratisk” på sin egen måde, nemlig derved, at den ikke er forbeholdt de få. Alle har ”krav” på at møde den.
Det kan godt være, at kirke og kristendom, som jeg indledte med at sige vil få en ændret status i vores del af verden. Men det skal vi som sagt ikke begynde at hænge med hovedet over. Det gør jo ikke opgaven mindre vigtig eller mindre indlysende. Snarere tværtimod.