Om Sct. Nicolai Kirke

Kort om Sct. Nicolai Kirkes historie.


Aabenraas første kirke, Sct. Knuds kirke, har antagelig ligget i Skibbrogade. Den er sandsynligvis sammen med det meste af byen blevet ødelagt ved en brand i 1247.  

Omkring året 1250 begyndte man opførelsen af en ny kirke, som fik navnet Sct. Nicolai kirke, indviet til de søfarendes skytshelgen, Sct. Nicolaus.  

Kirken er bygget i to tempi, men begge byggeafsnit er præget af den senromanske stil. Den er bygget som en énskibet korskirke med apsider på begge korsarme og er som sådan af anglisk-normansk type. Også koret har haft apsis; den blev fjernet i 1641, da man foretog en mindre udvidelse mod øst. Langs med nordsiden af koret er der i middelalderen opført et sakristi, som ligeledes i 1641 er udvidet mod øst.  

Som kirken står nu, er den præget af en meget omfattende restaurering i årene 1949-56. Meget af inventaret er fra den tid, bl.a. orgelet, som er på 31 stemmer og bygget af firmaet Marcussen & Søn, Aabenraa.  

Prædikestolen er fra 1565. Den har inskriptioner på tysk; de handler alle om Guds ord.  

Altertavlen - i rig og udtryksfuld barok - stammer fra 1642. Den er skænket af amtsforvalter Joachim Danckwerth og hustru, hvis billede ses på korets sydvæg.  

I korets nordvæg findes to lukkede stole, som i gammel tid blev benyttet af de mere velhavende medlemmer af menigheden. Ved siden af disse hænger et maleri af provst Peter Paulsen, som var præst ved kirken 1811-37 og stiftede byens sparekasse.  

Under en lem i koret findes et gravkammer med indskrifter fra 1684.  

Døbefonten er anbragt midt i kirken. Den øverste del er fra 1956, mens fundamentet er romansk. Den har erstattet en døbefont fra 1826, som nu findes på Aabenraa Museum.  

I den nordlige korsarm hænger et kirkeskib, som bærer kong Frederiks V's monogram (1723-66). Desuden findes her en mindetavle over faldne i krigen 1870-71.  

I den sydlige korsarm hænger en mindetavle over 295 mænd fra Aabenraa, som faldt i verdenskrigen 1914-18. Uden for kirken findes ligeledes et mindesmærke for faldne fra denne krig. Det er udført af Johs. Bjerg 1923.  

I kirkens tagrytter hænger tre klokker. Den ældste er fra 1613. De to andre blev ophængt i 1921 til erstatning for to klokker, som i 1917 måtte afleveres til omsmeltning, så metallet kunne blive anvendt til krigsbrug. De er modtaget som en gave fra danskere nord for den grænse, som i 1920 blev flyttet mod syd.