Kirkens historie

Print

Aabenraas første kirke 
Aabenraas første kirke, Sct. Knuds kirke, har antagelig ligget i Skibbrogade på arealet, hvor nu ejendommen Skibbrogade nr. 7 ligger. Denne kirke er sandsynligvis brændt i året 1247 samtidig med byen under kampene mellem brødrene kong Erik Plovpenning og hertug Abel.  

Claus Møller, organist ved Sct. Nicolai kirke fra 1596-1629, nævner i sine optegnelser om Aabenraa, at byens første kirke har ligget i Østergade, som Skibbrogade hed dengang. I 1700-tallet har man fundet skeletrester dér i området, hvilket tyder på, at der har været en kirkegård omkring Sct. Knuds kirke.  

Efter brandkatastrofen i 1247 er man så gået i gang med at genopbygge byen og at opføre en ny kirke. Af kongen fik byen en erstatning, idet byens retsområde udvidedes, og kirke og gejstlighed fik tilkendt jorden fra den daværende bygrav og nordpå op til »æ Putgye«, den smalle gang der går lige syd for grundene til Store Pottergade. På den nye kirkelige grund rejstes på bakketoppen Aabenraas nye sognekirke, der blev indviet til Sct. Nicolaus, de søfarendes skytshelgen. Aabenraa havde allerede dengang en del søfart, og det forklarer valget af Sct. Nicolaus som kirkens helgen; men valget af Sct. Nicolaus kan også være sket, fordi byens borgere har villet vise biskop Niels (Nicolaus) i Slesvig taknemmelighed, da han havde bidraget så meget til byens udvikling.  

Kirkebygningens ældste historie 
Sct. Nicolai kirke blev placeret uden for det daværende byområde, der nordpå kun strakte sig til bygraven neden for den nuværende bybakke. Nogle enkelte udgravninger langs Pottergades sydside og særlig udgravningerne under »Mutter Stallbohms hus«, der indtil 1949 stod på hjørnet af Store Pottergade og byens hovedgade, gav beviser for, at der har været en vold og en grav nord for kirken. Det er således sandsynligt, at kirken og dens område i ældre tid har været befæstet.  

Opførelsen af den nye kirke er sikkert begyndt omkring 1250 og er sket i to tempi. Første afsnit standsede lige vest for tværskibene. Under den store restaurering af kirken i årene 1949-1956 opdagede man, at murfortandingen lige vest for tværskibene viste tegn på påvirkning af vejret. Pausen mellem I. og 2. byggeafsnit har nu nok ikke varet mange år; det ses bl.a. af, at begge byggeafsnit er præget af samme sen-romanske stil. Kun i hvælvingerne og i enkelte detaljer er der nogen forskel.  

Sct. Nicolai kirke er en énskibet korskirke med apsider på begge korsarme og er som sådan af anglisk-normannisk type. Også koret har haft apsis; den blev imidlertid fjernet i 1641, da man foretog en mindre udvidelse af koret mod øst. De svære halvsøjler, der uden overgang fortsætter i skjoldbuer, er normanniske. Normanniske er også de otteribbede hvælvinger samt den firribbede hvælving over korsskæringen. Alle hvælvinger har samme ribbeform, nemlig kløverblads-profil.  

Hvælvingerne tvinger vinduerne ind i en bestemt placering; der er to tætsiddende romanske, smigede vinduer for hvert fag hvælvinger både i nord- og sydmur i vestskib og kor samt i tværskibenes vestmur.  

Vinduerne i koret er noget højere end i den øvrige del af kirken. Vinduerne i korets sydmur er rekonstrueret efter vinduerne i nordmuren, der er de oprindelige. Alle vinduerne har ved overgangen til både den udvendige og den indvendige murflade en fals. Det, at vinduerne er smigede, bevirker, at der kommer et forholdsvis godt lys ind i kirken, trods de små vindueslysninger.  

Vinduerne i den ældre del af kirken er genetableret efter fundne spor i murværket så at de nu er af samme udseende, som de havde, da kirken blev opført i det 13. århundrede.  

Kirkens første afsnit har en sokkel af råt tilhugne kvadersten, det vestlige parti har derimod ingen kvaderstenssokkel. Hele kirken er opført i munkesten. Øst for skellet mellem de to byggeafsnit er der en del gule og flammede sten, mens der vest for skellet kun er røde sten. Murene er kassemure, der stedvis er indtil 1,30 meter tykke.  

Hovedapsiden ved korets østgavl stod indtil 1641, hvor den blev brudt ned for at give plads til en korudvidelse mod øst. Af denne hovedapside findes der inde i kirken ved afslutningen af det gamle kor nogle murrester. Den nordre korsarmsgavl er den eneste oprindelige; alle de andre gavle er enten ombyggede eller fornyede. Både den søndre og den nordre korsarmsgavl har over døren et romansk vindue og til begge sider for dette romanske blandinger. Bunden af disse blandinger er siksak-muret. Oppe i taggavlen er der en slank gotisk blænding.  

Langs med nordsiden af koret er der i middelalderen opført et sakristi fra den nordre apside mod øst til det sted, hvor den tidligere hovedapside begyndte. Dette sakristi er opført i røde munkesten på en sokkel af kampesten af uregelmæssig form. Rummet er overhvælvet. 1641 er sakristiet blevet udvidet mod øst. Denne udvidelse er opført i gule teglsten. Samtidig er der skabt adgang fra koret til sakristiet ved en dør. Hele sakristiet, både den ældre og den yngre del, har halvtag.  

I det ældre sakristis østvæg, der oprindelig jo var ydermur, fremdrog man under sidste restaurering en rende, hvor man i katolsk tid har hældt vievand bort. Denne rende har, mener man, også været benyttet af præst og degn ved forrettelsen af »små nødtørftige ærinder«.  

På den nordre korsarmsgavl er der muret et urlodhus, men hvornår det er opført, ved man ikke.  

Indtil 1908 havde kirken en tagrytter af omtrent samme udseende som den nuværende, men lidt mindre. Den gamle tagrytter stammer enten fra 1640-41, hvor den kan være opført samtidig, med den første korudvidelse, eller fra tiden lige efter 1610, det år, hvor det meste af Aabenraa brændte, og hvor store dele af kirken ligeledes gik til grunde under branden. Ved istandsættelsen af kirken er der så opført en tagrytter, der blev fjernet i 1908, og der opførtes så efter tegning af arkitekt C. Voigt, Kiel, over korskæringen et stort saddeltaget tårn i rød tegl med trappegavle. Oven på dette tårn opførtes en tagrytter. Både tårn og tagrytter blev brudt ned under sidste restaurering, og efter tegning af Kaare Klint, der har haft den gamle tagrytter fra før 1908 som model, opførtes den nuværende tagrytter i svensk tømmer tækket med bly. Kuglen og stangen over tagrytteren stammer fra den helt gamle tagrytter, men vejrhanen er i 1970 erstattet med en ny, der er en nøje kopi af den gamle vejrhane, som nu opbevares i sakristiet.  

Som kirken står nu, er den helt og holdent præget af den meget omfattende restaurering i årene 1949-56. Den står nu i en ren teglmur med rødt tegltag. Fra restaureringen i 1800-tallet til 1949 var kirken tækt med skifer.  

Alle vinduer er nye. I den romanske del af kirken er vinduesrammerne af bly, i korforlængelsen er de af træ.  

Kirkens indre 
Der er adgang til kirken gennem en dør i hvert af tværskibenes gavle og to døre i vestre langskib, en i sydmuren (mændenes dør) og en i nordmuren (kvindernes dør). Sidstnævnte dør blev genetableret under sidste restaurering. Det indre af kirken er nu hvidkalket, efter at man har fjernet pudslag og kalkmalerier, som var udført af professor A. Wilckens omkring århundredskiftet.  

Kirkens indre før restaureringen 1949-56  

Kirkens indre efter restaureringen 1949-56  

I øvrigt præges kirkens indre såvel som dens ydre af enkelhed. Korsskæringen præges af de fire kraftige piller i korsskæringshjørnerne. De bærer korsskæringshvælvingen samt tagrytter (korsrytter) med kirkens tre klokker. Der er otteribbede hvælvinger over vestskibet, korets vestfag samt over tværskibene. Over korsskæringen og korets to østlige fag er hvælvingerne firribbede. De to otteribbede hvælvinger over vestre langskib blev under sidste restaurering genopført efter fundne spor i murværket. De erstatter den tøndehvælving, der var over hele vestskibet, og som stammede fra en istandsættelse af kirken 1813-16.  

I det sydvestlige hjørne er der et rundt trappetårn med vindeltrappe, der fører op til loftet over kirken og til tagrytteren, hvor klokkerne hænger, og urværket. er anbragt. Dette trappetårn er en senere tilføjelse.  

Kirkegulvet har oprindelig dels været brolagt med marsksten og dels udført i ribbesten. Ved sidste restaurering fandt man i den sydlige korsarm rester af kirkens oprindelige gulvbelægning, og de er bevaret i korsarmens nuværende gulv lige ved døren. Kirkens gulv består i øvrigt nu af gule lerfliser.  

Apsiderne er dækket af en halv hvælving, og ud mod kirkerummet åbner de sig med en falset bue. Begge apsider har tre rundbuede, smigede vinduer med en falset ind mod kirkerummet. De to vinduer i nordapsiden er blændet, da der blev bygget et sakristi op mod apsiden. Under de to vindueslysninger i nordapsiden ses to fladbuede nicher og i falsen en firkantet niche. Den søndre apside er under sidste restaurering genopført med den nordre som forbillede. Den søndre apside var bevaret endnu i 1755; den ses på C. Doses tegning af kirkens grundplan af samme år. Under sidste restaurering fandt man i øvrigt nogle af denne apsides sokkelsten andetsteds i kirkens sokkel.    

Kirkebygningens historie fra 1641 
I 1641 foretages en udvidelse af koret imod øst, så det fik en polygonformet afslutning. En ny korudvidelse blev udført i 1758, og koret fik derved sin nuværende størrelse. Vinduerne i korudvidelsen har kurvehankbue, en typisk barokform. Korudvidelsernes to fag dækkedes af to firribbede hvælvinger.  

Kirken har gennem århundrederne gennemgået mange reparationer og Ændringer. En af de mange istandsættelser blev foretaget i 1869-70 og fortsattes i 1881, og disse istandsættelser ændrede fuldstændigt kirkens oprindelige senromanske karakter, og de må betegnes som alt andet end historiske. Bl.a. fik kirken skifertag og nye store rundbuede vinduer. Øst- og vestgavlene blev forsynet med trekantgavle med stigende rundbuefriset- og kamtakker. Istandsættelserne afsluttedes i 1899-1900 med kalkmalet udsmykning i kirkens indre.  

Alle spor efter istandsættelserne i 1800-tallet er fjernet under restaureringen 1949-56. Under denne restaurering blev en krypt under koret afdækket og frilagt. Denne krypt er en muret hvælving af uregelsmæssig form. Ved udgravningen fandt man resterne af en del begravelser, desuden en del kistebeslag, en perlekrans fra en gravsat kvinde og nogle blyplader. Krypten var ved åbningen fyldt med jord og alskens affald samt mange benrester; dette vidner om tidlige tiders manglende pietetsfølelse. Det er ikke en særlig høj krypt, et voksent menneske kan ikke stå oprejst dernede. På de hvidkalkede vægge fandt man inskriptioner udført med blå maling. Det er forskellige bibelskriftord, f.eks. 2. Kor. 5, 11 samt årstallet 1684. Endvidere findes et andet sted i krypten Fil. 1, 2 1, et tredie sted en sammendragning af Ezekiel 37, 12-14. Alle skriftstederne har tilknytning til livet og døden, og teksterne er alle anført på tysk. En lem i korgulvet fører nu ned til krypten.  

Endvidere skal nævnes, at kirken tidligere har haft flere tilbygninger, bl.a. et benhus på vestskibets sydside. Ifig. Danske Atlas skal dette benhus have haft indskriften:»Hier ist der Herr und Knecht geleich. Gott helff uns all ins Himmelreich«. (Her er herre og træl lige. Gud hjælpe os alle i Himmerige.)  

Foran vestskibets syddør har der været et våbenhus, kaldet »Karnhus«. I korforlængelsens sydside har der været et trappehus foran en højtsiddende dør, igennem hvilken der vistnok har været adgang til en lukket stol eller et pulpitur i koret.  

 

Kurze Beschreibung auf Deutsch  
Apenrades erste Kirche St. Knud lag vermutlich in der Schiffbrückenstrasse. Wahrscheinlich wurde sie 1247,  ebenso wie der größte Teil der Stadt durch Feuer zerstört.  

Um 1250 begann man mit dem Bau einer neuen Kirche, die dem Schutzheiligen der Seefahrer und Kaufleute, St. Nikolaus geweiht wurde.  

Die Kirche wurde in zwei Bauabschnitten errichtet, die beide spätromanisch sind. Sie ist eine einschiffige Kreuzkirche, beeinflusst vom englisch - normannischen Stil mit Apsiden an jedem Kreuzarm.  Auch der Chor hatte ein Apsis. Sie wurde 1641 entfernt, als man das Kirchenschiff etwas nach Osten erweiterte. Im Mittelalter fügte man längs der Nordseite des Chores eine Sakristei hinzu, die ebenfalls 1641 nach Osten erweitet wurde.  

Das heutige Bild der Kirche ist durch eine tiefgreifende Restaurierung in den Jahren 1949-56 geprägt. Ein Grossteil des Inventars stammt aus dieser Zeit, u.a. die Orgel mit 31 Registern aus der Werkstatt der Apenrader Orgelbauerei Marcussen und Sohn.  

Die Kanzel ist von 1565. Sie trägt Bibelworte auf Deutsch.  

Der Altaraufsatz – in reichem und ausdruckvollem Barock – ist von 1642. Er wurde vom Amtmann Joachim Danckwerth und seiner Gemahlin gestiftet. Im oberen Teil sieht man ihre Porträts.  

In der Nordwand des Chores sind zwei Logen, die in alter Zeit von den Begüterten in der Gemeinde benutzt wurden. Daneben hängt ein Porträt des Propstes Peter Paulsen, der von 1811-37 Pastor an St. Nikolai und zugleich Gründer der Stadtsparkasse war.  

Im Chor befindet sich unter einer Falltür eine Grabkammer mit Inschriften von 1684.  

Der Taufstein steht in der Mitte der Kirche. Das Fundament ist romanisch, der obere Teil von 1956. Das alte Taufbecken von 1826 ist im Apenrader Museum zu besichtigen.  

Im nördlichen Chor hängt ein Modellschiff, das das Monogramm König Friedrichs V. (1723-66) trägt. In der Wand ist eine Gedenktafel der Gefallenen des deutsch französischen Krieges von 1870-71.  

Im südlichen Chor befinden sich die Gedenktafeln mit den Namen derjenigen 295 Apenrader, die im Weltkrieg 1914-18 gefallen sind. Vor der Kirche steht das Ehrenmal für die Gefallenen des 1. Weltkrieges, das von Johannes Bjerg 1923 entworfen wurde.  

Im Dachreiter über der Vierung hängen drei Glocken. Die älteste ist von 1613. Die beiden anderen sind von 1921 und ersetzen die Glocken, die 1917  zum Einschmelzen abgeliefert werden mussten, um im Krieg verwendet zu werden. Sie wurden von dänischen Bürgern gestiftet, die nördlich der alten bei Christiansfeld gelegenen Grenze wohnten.  

Der Landstrich zwischen Christiansfeld und der heutigen Grenze (Nordschleswig) wurde 1920 nach einer Volksabstimmung wieder dänisch.   

 

A Short Description 
Aabenraa’s first church, St. Knud’s (i.e.Canute’s), was, most probably, situated in Skibbrogade. More than likely it was destroyed by fire together with the rest of the town in 1247. 

About 1250 a new church was being built and consecrated in the name of  St. Nicolas, patron saint of seafaring men.  

The church was built in two stages, both styles bearing the mark of Romanesque architecture. Characteristic of the Anglo-Norman influence is  the cruciform construction with one nave and an apse at each end of the cross arms. Also the chancel has an apse, which, however was removed in 1641 during the extension of the church eastwards. To the north of the chancel a sacristy had been added in the Middle Ages, that also was extended in 1641. 

The church, as it stands today, has been extensively renovated and restored to its original features in the years 1949-56. Many of the fixtures date from that time, including the organ with its 31 stops, built by the local firm Marcussen and Son.

The pulpit dates from 1565 and holy inscriptions in German, all speaking about the Word of God.

The altarpiece is heavy and impressive Baroque, dating from 1642. It was donated to the church by the district revenue officer Joachim Danckwerth an wife, whose portraits are on top of the altarpiece.

Two high sided chancel chairs are to be seen opposite. They were used by the wealthier members of the congregation. Next to the chairs hangs a portrait of Dean Peter Paulsen, who was the Dean of the church from 1811-37, and founded the town’s first saving bank.

Under a trap door in the chancel a tomb with inscriptions from 1684 can still be seen.

The font basin is placed in the centre of the church. Its base is Romanesque whereas the inset basin dates from 1956, replacing one from 1826, now to be found at the local museum.

A model ship bearing the initials of King Frederik the Fifth (1723-1766) is suspended from the ceiling in the Northern aisle of the church. Also a  memorial plaque for men killed during the Franco-Prussian war 1870-71 is here.

A memorial plaque for the 295 men from Aabenraa that were killed during the First World War (1914 -1918) is found in the southern aisle. Outside the church there is another war memorial, designed by the well known Danish sculptor Johannes Bjerg in 1923.

Three bells hang in the ridge spire, the oldest being from 1613. The other two hung op in 1921 ad a replacement for the two that in 1917 were melted down for wartime use. The new bells were a donation from those Danes that lived north of the border between Denmark and Prussia (near Christiansfeld). The border country between Christiansfeld and the present border was retuned to Denmark after a plebiscite in 1920.