Kirkepladsen

Kirkepladsen har i dag omtrent samme størrelse som tidligere, da den blev anvend som kirkegård med grave. Begravelserne ophørte i 1826. Samme år blev den nye kirkegård ved Forstallé indviet. Kirkegården ved kirken har haft en portal mod byens hovedgade, men den blev brudt ned, og 1838 blev kirkegården planeret og brolagt. Pladsen er nu åben med store græsplæner.  

Syd for koret står et mindesmærke over de faldne fra I. verdenskrig. Det er et relief i bronze udført af Johs. Bjerg i 1923. Man ser en engel, der fører to soldater ind til den evige hvile. Den ene soldat har vikkelgamacher, stålhjelm på hovedet, og på hans bæltespænde ses den tyske kejserkrone og ordene: »Gott mit uns« (Gud med os). Han symboliserer den tysksindede soldat i den I. verdenskrig. Under ham står der på stenen: »Unseren gefallenen Söhnen« (Vore faldne sønner).  

Den anden soldat har blottet hoved. Han har fuldskæg og holder en bøgegren op mod brystet. Hans bæltespænde er glat uden bogstaver og kejserkrone. Han symboliserer den dansksindede soldat, der måtte kæmpe på tysk side for en sag, der ikke var hans; han udførte bare sin pligt. Bøgegrenen, fuldskægget m.v. fører vore tanker til mindesmærket »Den tapre Landsoldat« i Fredericia. »Vore faldnes minde« står der på stenen under ham.