Kirkepladsen

Kirkepladsen har i dag omtrent samme størrelse som, da den blev brugt som kirkegård fra middelalderen frem til 1826. I 1826 blev den nye kirkegård ved Forstallé indviet. Kirkegården ved Sct. Nicolai kirke havde en portal mod byens hovedgade, men den blev brudt ned, og i 1838 blev kirkegården planeret og brolagt. Pladsen er nu åben med store græsplæner.  

Mindesmærke for tysksindede og dansksindede

Syd for koret står et mindesmærke over de faldne fra første verdenskrig. Mindesmærket er et relief i bronze udført af Johs. Bjerg i 1923.

Reliefet viser en engel, der fører to soldater ind til den evige hvile. Den ene soldat har stålhjelm på hovedet, er iført vikkelgamacher og på hans bæltespænde er den tyske kejserkrone med ordene: »Gott mit uns« (Gud med os). Han symboliserer den tysksindede soldat i første verdenskrig. Under ham står der på stenen: »Unseren gefallenen Söhnen« (Vore faldne sønner).  

Den anden soldat har blottet hoved. Han har fuldskæg og holder en bøgegren op mod brystet. Hans bæltespænde er glat uden bogstaver og kejserkrone. Han symboliserer den dansksindede soldat, der måtte kæmpe på tysk side for en sag, der ikke var hans. Han udførte bare sin pligt.

Bøgegrenen, fuldskægget med videre fører vore tanker til mindesmærket »Den tapre Landsoldat« i Fredericia. »Vore faldnes minde« står der på stenen under ham.