Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Udvidelse af kirken

KIRKEN UDVIDES I 2013 
Af Jens Peder Poulsen, tidl. menighedsrådsformand

Igen efter et langt tilløb – de første tegninger til en udvidelse blev lavet i 2006-07, men tilbygningen blev udsat et par gange p.g.a. andre nødvendige byggeopgaver i sognet  - ja, så kom der rigtig  gang i planerne i løbet af 2012. Der blev lavet tegninger, som tog udgangspunkt i de ”allerede liggende planer” – vi havde 4 millioner kroner at bygge for, så det var et spørgsmål om, hvor meget vi kunne få af det, som vi gerne ville have for de penge. Planerne blev delt op i del 1, del 2 og del 3, og v. licitationen i februar 2013 viste det sig, at  del 1 og 2 kunne omfattes af de 4 millioner. Så vi gik i gang i starten af marts måned 2013,-  havde rejsegilde i juni og sluttede byggeriet i september, hvorefter vi kunne holde indvielse søndag d. 20. oktober 2013.

I løbet af sommeren var byggeriet vokset frem med Rudebeck A/S, Padborg  som hovedentreprenør og med arkitekt Mads Thuesen Møller, Aabenraa  som  idemand, tegner og styrmand.

Det var en festdag, da vi kunne tage vore nye rum i besiddelse.  Kirken har fået et nyt stort indgangsparti (våbenhus), som samtidig virker som et indbydende opholdsrum for vi gæster, som kommer til kirken.  Med en dejlig udsigt mod syd giver det os en fin og god fornemmelse af, at vi er et sted  indbegrebet  af ”rummeligheden herself”,  hvor der både er plads til glæde og til sorg. Desuden indeholder vores nye kirke nu også et godt stort køkken, et mødelokale m. plads til 12-14 mennesker, eller små konfirmandhold, et kontor for organist og præst, og et meget nødvendigt depotrum. Desuden er der også indrettet to toiletter i den nye tilbygning. Så, virkelig godt på vej. Vi glæder os meget over vore nye faciliteter.

Del 3 omfatter et stort mødelokale, som der er forberedt til. Vi håber på, at det kommer i løbet af ganske få år, og at livet på Høje Kolstrup viser, at der er behov herfor.

Så konkluderende:  De så rigtigt, de mennesker i 90-erne, som gene ville have en kirke på Høje Kolstrup. Der var, og der er behov. Kirken på Høje Kolstrup er en vigtig medspiller i det liv, som leves og er i bydelen på Høje Kolstrup, som er en hyggelig og spændende multietnisk del af Aabenraa sogn.