Kirkepladsen ved Sct. Nicolai Kirke i Aabenraa vil i efteråret slet ikke ligne sig selv.

 

Her går Arwos i gang med et stort gravearbejde for at forny både kloakker og vandledninger. Arbejdet foregår samtidig med, at kirken er lukket, fordi den i øjeblikket får installeret fjernvarme i stedet for et forældet elvarmesystem.

 

Senere på året går også et andet stort projekt i gang i kirken – nemlig skabelsen af et nyt fundament for tårnet. Det gamle fundament af beton og jern skal erstattes af et i træ. For at kunne bygge det ny fundament er det nødvendigt i en periode at løfte tårnet ned på kirkepladsen.

Arwos og Aabenraa Sogn har forberedt de store og samtidige projekter grundigt og i tæt samarbejde. Beboere og lodsejere omkring Kirkepladsen er informeret skriftligt og på et møde.  Det er nødvendigt at gå forsigtigt til værks, fordi Kirkepladsen i mange hundrede år var kirkegård. Den sidste begravelse fandt sted i 1826, og den nuværende kirkegård blev anlagt og taget i brug.

 

 _ Vi sænker farten for at kunne tage alle hensyn på den tidligere kirkegård, siger Arwos’ projektleder på opgaven, Rasmus Harfot.

Også Aabenraa Sogn er meget opmærksom på, at det nødvendige gravearbejde kræver særlige hensyn, forklarer administrationschef Morten Hansen.

 

_ Vi har været i kontakt med både Museum Sønderjylland og Haderslev Stift om, hvad der skal ske, hvis man under arbejdet støder på skeletrester. Er det muligt at genbegrave på stedet, sker det. Er det ikke muligt på grund af installationer, vil skeletrester blive samlet i en beskyttet boks og senere blive genbegravet på den del af pladsen, som er indviet kirkegårdsjord, understreger han.

 

Gravearbejdet ventes sat i værk i en af de første uger i august og at vare til ind i december. I samme tidsrum er kirken fortsat lukket.

I kortere perioder kan det blive nødvendigt at lukke for tilkørsel og parkering på pladsen, og der vil blive anvist omkørsel og anden parkering, oplyser Arwos.

 

Kirsten L. H. Christensen

Juli 2023