Par drop in-viet: "En vild oplevelse"

Glæden og ordene strømmede ud af begge, da de trådte ud af Sct. Jørgens Kirke:

_ En vild oplevelse. Det var det, sagde hun.

_ Det rørte mig, at det var i en kirke, sagde han.

Maj-Britt Elnef Andersen og René Per Zacho var et af syv par, der sankthans-eftermiddag benyttede sig af muligheden for en drop in-vielse.

Deres planer omfattede ellers ikke en vielse.

_ Det er kærligheden, der betyder noget, og den var vi sikre på, da vi mødte hinanden, fortæller han.

Efter at Maj-Britt mistede sin far, var hun sikker på, at uden ham kunne hun ikke gå op ad et kirkegulv for at blive viet.

Men da først hun og siden også René så et opslag på Instagram om en drop in-vielse, og da de fandt ud af, at de kunne gå op ad kirkegulvet sammen, var de ikke i tvivl. Nu skulle det være.

_ Det var meget intenst, storsmilede hun, da de begge havde sagt ja.

_ Det var kort, men naturligt, sagde han.

Som de to blev seks andre par den eftermiddag viet ved en drop in-vielse i Sct. Jørgens Kirke, hvor præsterne Thomas Nedergaard, Eva Wive Løbner, organist Uffe Fløng ved flyglet, kirketjener Marianne Eriksen og kordegn Mogens Juhl Jessen tog imod dem.

Og så var der bobler bagefter – både i glas og hjerter.

Hvis nogle spørger, om den mulighed kommer igen, er svaret ja – dog vides endnu ikke nøjagtigt hvornår.

Se flere fotos på Aabenraa Sogns, Sct. Jørgens Kirkes og Høje Kolstrups facebooksider.

Kirsten L. H. Christensen

Juni 2023