Stor julegudstjeneste i Sønderjyllandshallen

 

Aabenraaere får i år mulighed for at deltage i en usædvanligt stor julegudstjeneste – i Sønderjyllandshallen klokken 15.30 den 24. december med Jørgen Jørgensen som prædikant.

Og hvorfor så det? Jo, desværre bliver håbet om at genåbne Sct. Nicolai Kirke til jul ikke opfyldt, forklarer administrationschef i Aabenraa Sogn, Morten Hansen.

 

_ Det omfattende arbejde med at skifte kirkens gamle elvarmesystem ud med fjernvarme og kalkning af kirken indvendigt er desværre forsinket med nogle uger. Det genlagte gulv har været længere tid om at tørre end ventet, og det har ført til, at kalkningen har måttet udsættes, siger han.

Derfor flyttes julegudstjenester, der plejer at finde sted i Sct. Nicolai Kirke, til én stor juleaftensgudstjeneste i Sønderjyllandshallen, mens en tysk julegudstjeneste flyttes til Høje Kolstrup Kirke klokken 17.

Så det bliver jul alligevel, forsikrer sognepræst Jørgen Jørgensen.

 

_ Juleaften er nu engang juleaften. Det kunne corona ikke ændre på. Det kan en lukket Sct. Nicolai Kirke heller ikke. I år inviterer vi til en festgudstjeneste i Sønderjyllandshallen med de kendte julesalmer, et tændt juletræ og juleprædiken som sædvanligt. Vi håber på og regner med at indlede julehøjtiden på festligste vis sammen med en menighed, der ønsker og ønskes glædelig jul, siger han.

 

Juleaften byder også helt som planlagt på tre julegudstjenester i både Sct. Jørgens Kirke og tre, heraf den ene på tysk, i Høje Kolstrup Kirke.

 

Gudstjenester i jule- og nytårsdagene, der skulle have fundet sted i Sct. Nicolai Kirke, foregår i Forstalleens Kirkesal (Kapellet på kirkegården).

 

Sct. Nicolai Kirke ventes åbnet i begyndelsen af februar.